Udeliv – Naturen i min have
Kobberholmvej 19 Adsbøl - Gråsten
Mette Holm Burmeister
Biotop:
Jeg har valgt min egen have, fordi den byder på masser af
natur, og der findes mange spændende planter og dyr.
Haven har et areal på 1744 kvadratmeter, og der løber en
bæk forenden af grunden mod vest, som grænser op til åbne marker.
Haven har på ene side en masse træer og buske i forskellige
sorter og aldre, samtidig med, at den også byder på fisk i bækken.
Der sprøjtes ikke med nogen form for gifte i haven, den
dyrkes økologisk og på trods af det, er der ikke mange frugter eller grøntsager,
der kan gro grundet bækken, som dræner jorden for energi.
Kort over Kobberholmvej 19 Adsbøl 6300 Gråsten:
Skitse over min biotop: 
Bækken:
Dette er et billede af ”min” bæk fra sommeren 2015.
En bæk er betegnelsen for et vandløb, der er mindre i
bredde og vandføring end en å. Bække er vigtige som strømningsveje i vandets
cyklus, instrumenter til grundvandets genopfyldning, og de tjener som
korridorer for fisk og for vildtets emigration.
Der er ikke nogen fast grænse for, hvornår vandløbet i
stedet kaldes for en å. Der findes åer, som er under én meter brede, mens man
på den anden side næppe finder udtrykket bæk brugt om et vandløb, som er over
to meter bredt.
Bække anvendes også til rekreation.
Bæk er almindeligt anvendt i navne, eventuelt kombineret
med steder eller begreber. Man kan fra gammel tid opleve, at en bæk staves
beck.
Også mange steder i England og Skotland, som har været
under kulturel påvirkning fra Danmark, anvendes betegnelsen beck.
Forskellige typer ferskvand kan befinde sig i en bæk. Ferskvand
kan deles i to typer – stillestående og rindende vand. Det stillestående
ferskvand findes i søer og vandhuller.
Det rindende ferskvand findes i vandløb som floder, åer og
bække. Der er stor forskel på livet i de to typer ferskvand. Det er ikke alle
planter og dyr, der kan leve begge steder, fordi destiller forskellige krav til
deres levested.
Det rindende vand.
Tilpasset til livet i rindende vand, kræver det
forskellige tilpasninger for dyr og planter at leve i et vandløb. I det
rindende vand skal dyr og planter undgå at blive revet væk af strømmen og bort
fra deres levested. Dyrene kan være gode til at svømme mod strømmen, eller de
kan være helt flade og leve tæt på bunden, hvor der ikke er så kraftig strøm.
De kan også have kroge til at holde sig fast med.
Planterne kan have meget stive stængler, der kan modstå den
kraftige strøm. Omvendt kan stængler og blade være så 8 Nyttige begreber
Brinker:
Vandløbets sider og skrænter.
Partikel: en meget lille del.
Stryg: lavvandede områder med stærk strøm og gruset
bund.
Tilpasning: at passe bedst muligt til sine omgivelser. Et
vandløb, der slynger sig naturligt, vil veksle mellem dybe sving, kaldet
høller, og mere lavvandede områder mellem svingene, hvor der kan opstå stryg.
Snit A: Et stryg er et lavvandet område med stærk strøm,
fordi den ikke bremses som i svingene.
Snit B: I vandløbets sving, vil vandet grave materiale af
brinken på svingets yderside. Det skyldes, at strømmen er kraftigere på
ydersiden end på indersiden af svinget. I indersiden af svinget er vandet lavt og mere
roligt. Planter i vandløbet sidder godt fast i bunden med deres rødder, så de
ikke rives væk af strømmen.
Bundforhold og temperatur for dyr, der lever i vandløb, er
det sjældent vanskeligt for dem at få ilt nok. Der kommer hele tiden frisk vand
til, og vandet iltes af luften, når det bruser omkring sten og vandplanter. I
vandløb er bundforholdene meget varierede, især hvis vandløbene har naturlige
slyngninger.
Hvor der er læ for strømmen, er vandet roligt, og
vandplanter kan lettere slå rod. Dyr som ferskvandstanglopper, vandkalve og
skorpiontæger, der ikke er særligt udstyret til at holde sig fast, kan trives
her. Bunden vil være blød, fordi mindre partikler af ler og døde planterester
kan falde til bunds i det rolige vand. På den anden side af en slyngning vil
der være kraftig strøm. Her vil strømmen rive småpartikler med sig, så bunden består
af sten eller groft grus, et godt sted for ørreden at lægge æg. Strømmen vil
gnave i å-bredden, så der kommer huler under den. Det kan være et glimrende gemmested for en
ørred eller en gedde, der ligger på lur efter småfisk i vandløbet. Temperaturen
er nogenlunde ensartet i vandløbet, fordi strømmen udjævner
temperaturforskelle.
Der lever mange ørreder i ”min” bæk, og hver gang de skal
op og gyde, får vi dem at se. De er store, og de ligger på en gennemsnitsvægt
på 3-4 kg.
Hvert år i november kommer der folk ud og stryger fiskene
og tager rogn fra dem. Adsbøl Bæk er den eneste i området, hvor der er
yngelpleje og vild bestand, samtidig med at der kommer ørreder ind fra havet af
for at gyde.
Billede af en af de deltagende fiskefolk.
Vandrotte:
Dem er der en del af
i ”min bæk”….Det er ikke så sjældent endda, at vi ser en pile hurtigt hen
langs skråningen ned mod bækken.
Vandrotte eller mosegris kan volde uhyre skade i haver,
parker og frugtplantager. Den er svær at udrydde. Vandrotten eller mosegrisen
er, trods sine danske navne, vor største studsmus, på længde med en mellemstor
brun rotte og af en vægt på 250-300 g. Den kan være et kostbart skadedyr i
frugtplantager og en højst generende gæst i haven, idet dens føde ganske vist
især består af grønne plantedele, men vinterføden tillige af blomsterløg,
kartofler, nødder og rødder, især af frugttræer.
Dyret graver et system af gange, ofte mange m langt og i
dybder helt ned til 1 m; fra de øverste gange udsendes en række muldskud, der
ligner muldvarpens, men er mindre regelmæssige; de pynter ikke i græsplænen
eller bedene. Da vandrotten ikke sover vintersøvn, oplagre r den i løbet af
sensommeren og efteråret store depoter af føde til vinterbrug; man har fundet
op til 35 liter kartofler i et enkelt depot. Sådanne depoter anlægges ofte i
kompostbunker, der er lune og velegnede som vinterbolig. Dersom vandrotten af
en eller anden grund ikke får brugt depotet - den lever kun undtagelsesvis i 2
år - kan man opleve det særsyn, at oplagrede løg og lignende om foråret spirer
frem som en tæt klump planter i dyngen.
Bænkebidder:
Der findes mange forskellige arter bænkebidere i Danmark. Bænkebidere
er små grå krebsdyr der lever i skovbunden og i haver. De kan bedst lidt at der
er mørkt – og lidt fugtigt. Derfor gemmer de sig om dagen under sten og træ i
skovbunden – eller indenunder barken på gamle grene.
Bænkebidere spiser halvt nedbrudte blade, grene, træstubbe
og træstykker. De kan også godt lide alger og svampe og gammel frugt.
Bænkebidere lever altså af alt det der falder ned af sig selv – og som er lige
til at gå til.
Bænkebidere tilhører krebsdyrene. Det er det eneste
landlevende krebsdyr, og ånder ved gæller. Derfor er de meget følsomme over for
lys og udtørring.
Kilde: Hansen, Kristian, Thomas Dybbro, Michael Stoltze,
Tommy Asferg og Lars Nielsen (1994) s. 309 – Politikens store natur bog
Mariehøne
En mariehøne er i familie med et bille-insekt som kan
flyve. De fleste mariehønearter lever af bladlus. Dog lever den
toogtyveplettede mariehøne udelukkende af skimmelsvampe. Den mest almindelige
har syv prikker og lever fortrinsvis af bladlus. Den syvplettede mariehønes
røde farve og sorte prikker tjener som advarselsfarver, hvilket er meget
benyttet blandt insekter. Farverne og deres kombination signalerer til rovdyr,
at de ikke skal spise mariehønen, fordi den smager grimt og er giftig. Den røde
farve gør at mariehønen ikke kan kamuflere sig i landskabet og gemme sig, men
dette udligner den ved at skræmme sine fjender i stedet. Der findes omkring 50
mariehøns-arter i Danmark.
Vi har mange mariehøns i vores have til stor glæde for
børnene.
Kilde: Møller, Peter Friis (1996) s. 168 – Skovens dyr og
planter
Skovsnegle:
Arion, slægt af skalløse lungesnegle med åndehullet
placeret i forreste del af det kornede ”skjold” (kappen). Den sorte skovsnegl
(Arion ater) har sin naturlige udbredelse i danske skove; den bliver op til 12
cm og kan også være brunlig eller grålig. Den noget større (op til 20 cm) røde
skovsnegl (A. Rufus) er ind slæbt fra Tyskland til en række parker og skove,
især på Sjælland, sidst i 1800-t. Brun skovsnegl (A. subfuscus) bliver ca. 6 cm
og er meget almindelig, især i løvskov.
Det er efterhånden de brune snegle, der er flest af, men
de sorte er ofte at finde tæt ved den store stub, som er markeret på min
skitse.
Kilde: Møller, Peter Friis (1996) s. 182 – Skovens dyr og
planter
Stikmyg:
Myg er insekter i familien Culicidae. De har et par vinger, en slank krop
og lange ben. Det er en hun myg
Der stikker varmblodede dyr og suger blod fra dem.
Det gør den for at få energi og materialer til at
producere æg. Myg er sjældent længere en 16 mm og
vejer op til 2.5 mg. En myg kan flyve konstant i 1
til 4 timer med en hastighed på op 1-2 km/h. Der
findes i Danmark op mod 30 arter af myg, som
kan stikke mennesker. Deres levevis er i mange henseender
så forskellig, at det kan være praktisk at
dele dem op i nogle grupper: skovmyg, strandengsmyg,
husmyg og malariamyg.
Kilde: Møller, Peter Friis (1996) s. 188 – Skovens dyr og planter
Rødskovsnegl:
Den røde skovsnegl, kan blive op mod 15cm lang, farven er
rød over brun, grå til sort. Med stort
åndehul, altædende, fx ådsler og ekskrementer. Den blev bragt hertil i begyndelsen af
1900-tallet og
findes nu spredt mange steder i Danmark, især i fugtige
omgivelser langs skovvandløb og søer.
Kilde: Møller, Peter Friis (1996) s. 182 – Skovens dyr og
planter
Bækørreder:
Bækørreden (Salmo trutta fario) er en underart af ørred.
Den klækkes i et vandløb og tilbringer hele sit liv der. Hvis den var vandret
til en sø, var den blevet til en sø ørred, men langt de fleste ørreder vælger
at svømme ud i havet og bliver til havørreder, der altid har været den
dominerende form. Den normale bækørred plejer ikke at veje mere end 2½ kg, men
kan dog blive større alt efter forholdene i åen, helt op til 4-5 kg. Det er
også lavet opdræts-bækørreder til udsætning i lystfisker søer, såkaldte ’Put
and take’-søer. De ørreder der bliver udsat i Put and take, vejer op til 10-12
kg, men så store bliver de ikke i naturen. Den lever af insekter, tanglopper og
mindre fisk, herunder andre bækørreder. Den er eftertragtet af lystfiskere.
Dens udbredelse spænder fra det europæiske fastland,
England, Rusland og Skandinavien. Da Storbritannien havde sin storhedstid med
mange kolonier, medbragte de ørreden. Så der findes også bestande i Australien
og omkringliggende øer. Der findes også bestande i Sydamerika, specielt
Argentina, men det er mere havørreder.
Kernebider:
Kernebideren (Coccothraustes
coccothraustes) er en fugleart i finkefamilien. Fuglen yngler i Europa og i et
bælte gennem Asien til Stillehavet. Den er cirka 19 centimeter lang og vejer
50-60 gram og er dermed en af de største finker. Kernebideren har et meget
stort næb, der er ideelt til at knuse eksempelvis kirsebærkerner, hvilket udgør
et vigtigt fødeemne for arten. I Danmark er kernebideren en ret almindelig
ynglefugl, der især lever i ældre, parkagtige løvskove. Det er en sky fugl, der
mest opholder sig i trækronerne. Trods sin beskedne vægt kan kernebideren
trykke næbbet sammen med en kraft på 35-40 kg. Kernebideren er 18-20 cm lang og
vejer 50-60 gram. Hannen og hunnen ligner hinanden. Dog har hannen kraftigere
farver. Hunnen har et stort gråt felt på vingen, dannet af grå armsvingfjer,
hvor hannens er helt sorte.
Hannen har rustbrun isse og kinder. Panden er grålig og
nakken grå. Omkring øjet findes et sort felt, der fortsætter ned i en lille
sort hagesmæk. Ryggen er mørkebrun, mens overgumpen er rustbrun ligesom det
centrale par styrefjer i halen. De øvrige styrefjer er sorte og alle er hvide i
spidsen. Vingedækfjerene er hvidgrå til rustbrune og danner et tydeligt
vingebånd. Svingfjerene har metalglans og er blåsorte med et hvidt felt på
inderfanen. De inderste svingfjer har i spidsen en udad svungen spids.
Undersiden er gråbrun med rødt anstrøg på nær undergumpen, der er hvid. Næbbet
er gråblåt om sommeren og gulligt om vinteren.
Lokkekaldet er karakteristisk. Det er et kort, tørt tisk,
der kan minde om lyden, når to sten slås mod hinanden. Sangen består af kaldsagtige
lyde i et lyst toneleje, for eksempel ”tisk viz siih...!”.
Kernebideren yngler især i ældre, parkagtige løvskove
eller blandskove. Den findes kun meget sjældent i rene nåleskove. Nogle steder
yngler den desuden i parker eller større haver. Udenfor danner ynglesæsonen
kernebideren sjældent større flokke, men ses oftest parvis eller i små grupper.
Arten er i Danmark en ret almindelig standfugl eller
strejffugl, men kan i nogle egne være sjældnere. Den ses desuden som en ret
almindelig træk- og vintergæst fra Skandinavien.
Kernebideren yngler ofte i løse kolonier. Reden bygges
især af hunnen højt i et løvtræ. Den består yderst af kviste og inderst af
rodtrævler og hår. De oftest 4-5 grågrønne æg med brune og grå pletter lægges
med 2-3 dages mellemrum i maj måned. Hunnen udruger æggene i løbet af 12-14
dage. Den fodres i denne tid af hannen. Ungerne fodres dels med insekter og
dels med frø. I en engelsk undersøgelse bestod 70 % af føden af
egeviklerens (Tortrix viridana) larver, mens resten var frø. Efter 12-13 dage
forlader ungerne reden og begynder at følge forældrene rundt i trækronerne.
Kernebideren er specialiseret i at fortære kerner fra
træer med stenfrugter. Frugterne plukkes enten direkte på træet eller samles på
jorden i vinterhalvåret, når frugtkødet er rådnet bort. Dens føde består især
af frø fra kirsebær, mirabel, slåen, blomme, hæg, tjørn, avnbøg, taks, ahorn og
ask. Om foråret tager den også knopper og senere også insekter og deres larver.
Vi har mange af dem siddende i træerne ved bækken. De er
så smukke.
Sommerfugl:
Sommerfuglene er en af de store insektgrupper. Der er
kendt ca. 150.000 arter på verdensplan og i Danmark er der fundet mere end 2500
arter. Den videnskabelige betegnelse, Lepidoptera, betyder ”skælvinger” og
hentyder til at vingerne er beklædt med skæl. Det er disse skæl som giver
sommerfuglene deres farvemønstre.
Sommerfuglene er populære insekter, især de farvestrålende
dagsommerfugle. Men langt de fleste arter flyver om natten og bemærkes
sjældent.
Der er mange forskellige arter i min sommerfuglebusk og
omkring den.
Solsort:
Latinsk navn: Turdus merula
Engelsk navn: Blackbird
Klasse: Fugle
Orden: Spurvefugle
Familie: Drosler
Solsorten er en meget almindelig ynglefugl i Danmark. Der
kommer mange solsorte på træk nordfra og nogle bliver i Danmark hele vinteren.
Solsortene træffes året rundt i skove, på marker og i haver, hvor de søger
efter insekter og orme i græsset.
Kendetegn
Solsorthannen kendes på sin helt sorte fjerdragt, det gule
næb og en tynd gul ring omkring øjet. Hunnen er mørkebrun og har et brunligt
næb. På undersiden er den lysere med brune aftegninger i fjerdragten.
Føde
Solsortene lever om sommeren især af insekter, snegle og
orme, som de finder på jorden. Om vinteren spiser de mange bær, frugter og frø.
Humlebi:
Humlebier kendes som butte, kraftige bier, der har en tæt
behåring. Humlebien har sorte, gule, orange og hvide farver – afhængig af art.
Farverne og farvekombinationen er med til at bestemme arterne. Humlebien har
“hvepsetalje” selvom man ikke umiddelbart kan se det. Der findes mange arter af
humlebier i Danmark. Nogle er sjældne og måske allerede forsvundet. Foreløbigt
er der registreret 29 kendte arter i Danmark (2009), hvoraf kun 17 regnes for
almindelige eller ikke-truede arter.
Humlebien i luften:
Selvom humlebiens vinger er små i forhold til kroppen kan
den fint flyve og tilmed bære noget nær sin egen vægt i pollen og nektar.
Vingerne slår med ca. 200 slag i sekundet i en ottetals kurve, der får vingerne
til at virke som små propeller. Humlebien kan stikke
Både arbejderbierne og dronningen kan stikke og brodden
har ikke modhager som hos honningbien. Det betyder, at humlebien kan stikke
flere gange ligesom gedehamse. Generelt er humlebier dog meget fredelige og
stikker som regel kun, hvis de klemmes. Stikket gør ret ondt og føles brændende.
Regulering af temperatur:
Aktive humlebier har en temperatur i brystpartiet (thorax)
på 35-40 grader. Altså omtrent en temperatur, der ligger tæt på menneskets 37
grader!
Humlebien kan regulere temperaturen i kroppen ved at
forbrænde fedt og sukkerstof fra nektar. I det tidlige forår finder man ofte
nedkølede humlebier, der sidder i havens tidligste forårsblomster som krokus og
påskeliljer. De er sløve og ikke varme nok til at kunne flyve. For at bien skal
kunne flyve skal den opnå en brysttemperatur på mindst 30 °C. En bi i hvile vil
ofte varme op ved at vibrere med brummende vinger.
Mider på bierne:
Især om foråret ser man humlebier med talrige, gulbrune
mider, der hænger fast på bien. Miderne er ret harmløse og benytter blot bien
til transport til biens bo. Miderne overvintrer med dronningen og flyver med de
bier, der skal ud og samle føde. Nogle springer af i blomsten og kravler op på
den næste bi, der kommer forbi, og derved spredes de. I boet lever miderne som skraldemænd af biens
ekskrementer m.m. Nogle midearter snylter dog på bien ved at suge blod og kan
derved skade den.
Humlebiens bo:
Dronningen er den eneste, der er i stand til at
overvintre. Om foråret flyver hun ud efter egnede steder at etablere et nyt
samfund. Dronningen er tydelig stor og man ser, hvor søgende hun undersøger
mulige huller rundt omkring. Gamle musereder i jorden er i høj kurs hos mange
humlebier. Nogle arter kan finde på at søge ind i hulrum i huse, men er ikke
kendt for at gøre skade.
Så snart boet er fundet begynder dronningen at indsamle et
forråd af pollen i en krukke hun har lavet. Herefter bygger hun en ægcelle med
en blanding af pollen og voks. I den færdige celle lægger hun sine æg – omkring
10-15 stykker. Dronningen sørger for den rette temperatur i boet og ”ruger” på
æggene indtil de klækkes. Den nye generation af humlebier er arbejdsbier, der
fremover hjælper med pasningen af dronningen æg og larver.
Hos honningbier og hvepse lever larverne i separate
sekskantede celler, men humlebiens larver lever i et fælles børneværelse. Når
larverne skal gennemgå forvandlingen fra larve til humlebi lukker de sig hver
især inde i en kokon af silke som de spinder. Når larven en tid senere bryder
frem er det som voksen humlebi.
Sidst på sommeren klækkes nye dronningebier og han-bier
(droner), der kan fortsætte slægten, da den gamle dronning er udtjent.
Snyltehumler
Der findes snyltehumlebier, der lister sig ind i
humlebiernes samfund, hvor de lægger deres egne æg – ligesom det kendes fra
gøgen. Arbejdsbierne plejer og passer derefter snyltehumlens afkom.
Snyltehumlen samler ikke mad, men spiser det gerne på stedet. Der findes 9
arter af snyltehumler i Danmark.
Ulveedderkop:
Ulveedderkopper (Lycosidae) er små, ofte mørke,
jagtedderkopper, der jager deres bytte henover skovbunden. “Lycos” betyder ulv
på græsk, deraf navnet. I modsætning til de fleste andre edderkopper laver de
ikke fangstnet og edderkoppespind, men jager selv aktivt deres bytte. Giver man
sig tid til at betragte en lun skråning eller skovlysning er der næsten garanti
for at se de mange, mørke edderkopper myldre rundt. De optræder ofte talrigt på
solbeskinnede skovlysninger eller åbne græsenge.
I Danmark har vi flere arter af ulveedderkopper. Til de
almindeligste arter hører skovjægeren (Pardosa lugubris) og den lidt større
engjæger (Pardosa amentata) og den kontrastrige sandjæger (Pardosa monticola).
Hunnen af disse edderkopper bærer sit ægspind under
bagkroppen som en iøjnefaldende silkebold. Efter en tre ugers tid indtil kommer
ungerne frem og ganske bemærkelsesværdigt bærer hun de små unger rundt på
hendes bagkrop, hvor de sidder stuvet sammen.
Gråspurv:
Gråspurv (latin: Passer domesticus) er en fugl, som
udelukkende findes ved beboede steder og som er tæt knyttet mennesket og dets
husdyr. Arten var oprindelig kun udbredt i Europa, Nordafrika og Asien, men
blev senere medbragt til andre dele af verden.
I Danmark er gråspurven meget almindelig, og den var i
1970’erne landets almindeligste fugl. Siden er bestanden halveret på grund af
et mere effektivt landbrug og bedre isolerede huse. Gråspurven er meget social
og kan derfor ses i flok året rundt. Den er hovedsageligt standfugl. Sangen er
en lidt kedelig kvidren, der ofte fremføres i kor.
Gråspurven har sandsynligvis været knyttet til mennesket
siden det begyndte at dyrke jorden og holde husdyr for flere tusind år siden.
Dens oprindelige udbredelsesområde er Eurasien og Nordafrika. Siden midten af
1800-tallet er den blevet introduceret til dele af Syd- og Nordamerika,
Australien, sydlige Afrika og New Zealand samt til flere øer i både
Atlanterhavet, det Indiske Ocean og Stillehavet.[1] Dette skulle være sket af
hensyn til de europæiske indvandrere, så de kunne føle sig bedre hjemme.[2]
Arten findes over hele Europa bortset fra Italien, hvor
den afløses af italiensk spurv (Passer italiae). Mod nord findes den helt op
til de nordligste norske kystbyer.
I Danmark var gråspurven tidligere den almindeligste
fugleart, men bestanden er halveret siden midten af 1970’erne, sandsynligvis på
grund af et mere effektivt landbrug og bedre isolerede huse. Det effektivere
landbrug betød blandt andet mindre føde i form af spildkorn og de bedre
isolerede huse betød mindre muligheder for at finde redepladser under f.eks.
tage samt mindre varme for fuglene i løbet af vinteren. Arten er dog stadig en
af Danmarks almindeligste fugle med en bestand på et sted mellem en halv til en
hel million ynglepar. Det er nu solsorten, der er Danmarks almindeligste fugl
med omkring to millioner par. I omtrent
samme periode som gråspurven er gået tilbage i antal, har dens nære slægtning
skovspurven fordoblet sin ynglebestand. Den findes med 400.000 til 600.000
ynglepar i Danmark.
Gråspurven er omkring 15 centimeter stor. Fjerdragten er
forskellig mellem ham og hende. Hannen har grå isse og brun nakke og øjenbryn.
Kinden er hvid. Oversiden er brunstribet og undersiden er gråhvid, dog med sort
strube og brystet sort i forskellig udstrækning. Hunnen er derimod ensartet
gråbrun med en lys øjenstribe. Ungfuglene ligner hunnerne.
Ved fældningen sidst på sommeren får hannen gråligt bryst,
men fjerenes bræmmer fældes i løbet af vinteren, hvorved hannen igen får sort
bryst. Jo større del af brystet, der er sort jo mere prestige er der i forhold
til de andre hanner.
I forhold til skovspurv kendes hannen blandt andet på den
grå isse og på den manglende sorte kindplet. Hunnen er med sin uanselige
fjerdragt meget forskellig fra skovspurven, hvor kønnene ligner hinanden. Gråspurven
lever af plantefrø, både fra kornarter som havre og hvede og fra vilde planter
som Hvidmelet Gåsefod, Fuglegræs og Rapgræs. I yngletiden tager den også
insekter, der især anvendes ved fodringen af ungerne i deres første
levedage.[1] Den er desuden en hyppig gæst på foderbrættet.
Gråspurven er monogam, således at parrene holder sammen
livet igennem. Fuglene yngler i kolonier og får normalt to til tre kuld årligt
i Danmark i perioden april til august. Reden bygges især af hannen og placeres
i murhuller, under tage, i redekasser eller sjældnere frit i et træ. Den kan
bestå af strå, papirstumper, plastic, sejlgarn og den fores med fjer og hår.
Når den bygges frit er den kugleformet med indgangshul i siden. Hunnen lægger
5-6 grålige æg med mørke pletter og prikker, der især udruges af hunnen på 12
til 14 dage. Ungerne bliver i reden i et par uger, hvor de fodres af begge
mager. I de sidste dage af redetiden udvikler ungerne forskellige kald, så
forældrefuglene kan genkende dem, når de har forladt reden og fortsat skal
fodres en tid.
Gråspurvens fjender er ofte spurvehøge og katte.
Dødeligheden det første leveår var i en engelsk undersøgelse på 70 procent,
mens de voksne fugles årlige dødelighed var 42 procent.
Gråspurven kaldes også husspurv, grossenollike eller
gråskenollike. Nollike er en nedsættende betegnelse, således at grossenollike
kan oversættes til ”lille uanselig grå fugl”. Betegnelsen ”grå” i fuglenavne
brugtes tidligere ofte om almindelige, uanselige arter. Et andet eksempel er
gråand.[7][8]
I Marstal på Ærø kaldes en gråspurv for en grolle. En
grolle er samtidig øgenavnet for en marstaller, fordi marstallere ligesom
gråspurve findes overalt på kloden på grund af deres søfart. Den årlige byfest
i Marstal hedder Grollefesten.
Planter:
Sommerfuglebusk:
Sommerfuglebusken har jeg placeret lige ved siden af
bækken. Den er ikke sprunget ud nu, men når den er, ligner den billedet. Der er
mange sommerfugle på, og de flyder frem og tilbage over bækken, hvilket er et
skønt og fascinerende syn.
Sommerfuglebusken er en løvfældende busk med en
tragtformet, men dog overhængende vækst. Grenene er grågrønne og firkantede det
første år. Senere farves barken dog lysegrå og stribet, og til sidst bliver den
grå og fyldt med sprækker.
Knopperne er modsatte, først små og trekantede, senere
aflange, gråfiltede og delvist åbne. De springer ud i milde perioder af
vinteren. Bladene er elliptiske og helrandede. Oversiden er gråligt mørkegrøn,
mens undersiden er grå. Blomstringen foregår over en lang periode fra juli til
september. Blomsterne ligner syrenblomster en hel del, og de sidder samlet i
tætte klaser ved skudspidsen og i de øverste bladhjørner. Duften er sød og
krydret. Frugterne er små kapsler, hvis frø sjældent modner her i landet.
Rodnettet består af tykke rødder, der ligger lige under
overfladen.
Højde x bredde og årlig tilvækst: 4 × 2 m (40 × 20 cm/år).
Disse mål kan fx anvendes, når arten udplantes.
Stor nælde:
Stor Nælde (Urtica dioica) (som også kaldes brændenælde)
er en 30-200 cm høj, meget almindelig urt, der vokser på næringsrig jord, især
omkring bebyggelse. Den er indikatorplante for kvælstofrig jord.
Alle overjordiske dele af planten er som regel forsynet
med hule brændhår, som man ukorrekt tidligere troede var fyldt med myresyre.
Det har vist sig i stedet at være en cocktail af histamin, acetylkolin og
5-hydroxytryptamin (serotonin) og et endnu ikke identificeret stof. Planten har
et højt indhold af forskellige mineraler og vitaminer.
Stor Nælde er en flerårig urt med en fladedækkende, opret
vækstform. Stænglerne er firkantede, ru og tæt dækket af stive hår. Bladene er
5-16 cm lange, æg- til hjerteformede og langt tilspidsede med savtakket rand.
Oversiden er mørkegrøn med dybtliggende ribber, mens undersiden er lysegrøn.
Begge sider er dækket af stive hår.
Planten er særbo, sådan at der findes rent hunlige og rent
hanlige individer. Blomsterne dannes ved skudspidserne, hvor de sidder i
grenede nøgler. De enkelte blomster er små og mangler kronblade. Frøene er
nødder.
Rodnettet består af gule, vandrette jordstængler og talrige,
lodrette rødder.
Højde x bredde og årlig tilvækst: 1,5 x 1,5 m (150 x 10
cm/år).
Stor Nælde findes
overalt i landet på steder, hvor der er rigelig adgang til vigtige
gødningsstoffer, specielt kvælstof. Den er indikatorplante for kvælstofrig
jord og optræder i samfund med andre arter, der har samme behov: Gul Anemone,
Ask, Humle og Bingelurt.
Bonderose:
Bonderoser og silkepæoner hører begge til pæonslægten,
Paeonia. De er begge såkaldte staudepæoner, som visner ned om efteråret i
modsætning til træpæoner, der er buske.
Det botaniske artsnavn for bonderoser er Paeonia
officinalis, mens silkepæonerne hører til arten P. lactiflora eller er
krydsninger, hvori den indgår. Silkepæoner findes i flere hundrede sorter, mens
bonderoserne byder på knap så mange.
September er det bedste tidspunkt for at plante begge
arter. Men har du dem stående i potter, kan de plantes om foråret. Jorden skal
være veldrænet, og den må ikke være sur. Rodknolden skal kun fem centimeter
under jordoverfladen. Plantes de for dybt, kan det medføre dårlig eller slet
ingen blomstring i en årrække.
Pæoner vokser udmærket i let skygge, mens fuld sol giver
flest blomster. Selvom de er nøjsomme planter, har de det alligevel bedst i en
næringsrig jord.
Erantis:
Erantis har grønne kransstillede blade, og seks gyldne
blade danner den skålformede blomst. Foto: Karna Maj. Dem er der mange af i
omkring vores grund. Særligt nede i den ene side langs bækken, dækker det i stort
område.
Erantis er en lav knoldplante i ranunkelfamilien, altså
samme familie som anemoner, klematis, julerose, engblomme m.fl. Den har grønne
kransstillede blade, og seks gyldne blade danner den skålformede blomst.
Erantis kan blomstre over en lang periode fra januar til marts, hvor den står
og danner et fint gult tæppe, som efter afblomstringen forvandles til et grønt
bunddække, da bladene nu skal forsøge at binde så meget energi som muligt, der
kan oplagres i de sorte knolde i jorden.
I haven
Erantis er en glimrende haveplante og en god
forårsbunddækkeplante. Hvis erantis er placeret rigtig i halvskygge eller
vandrende skygge i en porøs jord, vil de med tiden udvikle sig, blive kraftige,
og der vil komme nye frøplanter. Erantis formerer sig både ved frø og ved
yngleknolde.
Man kan ikke gøre så meget forkert med sine erantis, man
skal blot lade være med at grave og rode i jorden, hvor de gror. Hvis man
ønsker nye erantis i sin have, kan man sætte knolde om efteråret. Her er det en
god ide at lægge knoldene i vand, inden de sættes, da de ofte kan være helt
indtørrede, efter lang tid i en butik. En anden måde af få nye planter på, er
at flytte planter fra steder med en stor bestand. Det er udmærket at flytte
erantis, medens de er i vækst, og er det godt etablerede planter, kan de deles.
Man kan også selv høste og så erantisfrø. De skal høstes grønne og sås straks
efter høstningen. Man skal være meget tålmodig, da det tager lang tid fra såning
til de nye planter er i blomst; 4–5 år er almindeligt.
Arter og sorter
De to almindelige arter Eranthis hyemalis og Eranthis
cilicica er krydset og en sådan krydsning er Eranthis × tubergenii, som har
lidt større blomster end forældrene. Eranthis hyemalis ‘Orange Glow’ ligner
arten i vækst, men har et mere gyldent skær. Eranthis × tubergenii ‘Guinea
Gold’ har gyldne blomster med en mørk gul kant. Eranthis hyemalis ‘Plenus’ er
en fyldt erantis.
Tulipan:
Tulipa, slægt af løgplanter i liljefamilien med ca. 100
arter, udbredt fra Sydeuropa til Kina og Japan; de fleste arter findes fra det
østlige Middelhavsområde til Centralasien.
Løgene har få, tykke løgskæl, der ikke danner bladplade,
men kan danne sideløg. De 2-3 blåligt grønne, lancetformede blade udgår fra den
nedre del af stænglen, der fortsætter i et skaft med én stor endestillet
blomst. Blomstens seks farvede blosterblade indeslutter seks støvbærere og et
frugtanlæg med siddende støvfang. Frugten er en kapsel med lyse, flade frø. Ordet
tulipan kommer via Italien. tulipan(no) fra Tyrkiet. tulbant, tülbent ’turban’,
sigtende til blomstens udseende.
Tulipaner er blandt de mest populære dyrkede løgplanter,
og der kendes i dag ca. 4000 former, de fleste hybrider med kompliceret oprindelse.
Blomsterne findes i næsten alle tænkelige farver med undtagelse af blå.
Vintergæk:
Det botaniske navn for almindelig vintergæk er Galanthus
nivalis, og den vokser vildt i sydeuropæiske bjergskove og bjergkrat, f.eks. i
bevoksninger med buksbom Buxus sempervirens. Her trives den fint i en porøs
skovbundsjord. Men vintergæk er gennem mange år blevet en så almindelig
haveplante, at den også er forvildet mange steder uden for dens naturlige
vokseområde. I mange danske skove, hegn og krat dukker der grupper af
vintergækker op. Vintergæk er i amaryllisfamilien Amaryllidaceae, samme familie
som bl.a. påske- og pinseliljer, dorthealilje, og naturligvis amaryllis.
Vintergækken vokser særligt ved og omkring vores hæk, samt
på begge sider ag bækken. Der er mange, og de har i år været meget større og
højere end de plejer.
Arter og sorter
Almindelig vintergæk Galanthus nivalis er en lav løgplante
som bliver omkring 10 – 20 cm høj. Den blomstrer fra februar til april alt
afhængig af vinterens forløb. En hvid blomst nikker for enden af en grøn stilk.
Dens inderste kronblade har en grøn aftegning mod spidsen. Bladene er
linjeformede og selve løget er ovalt og næsten hvidt.
Engelske roser:
Engelske roser en speciel ny gruppe af roser, som blev
introduceret første gang i 1970. Deres
oprindelse er krydsninger mellem de gode gamle roser, og
de moderne tea- og floribundaroser.
Herved opnås en kombination af den smukke gamle form og
den delikate duft af gamle roser,
men også en bredere farvevifte og en længere blomstring…
Engelske roser er mere duftende end de gamle roser. Deres
duft kan variere meget fra sort til
sort. Nogle har deres oprindelige gamle rosenduft og andre
har duft efter tea roserne og andre har
duft efter myhra.
Blomsternes form minder meget om de gamle roser, som kan
være engblommeformede eller
rosetformede og ofte med mange kronblade, som giver en god
effekt.
Engelske roser plantes normalt til tætte grupper fra 2-3
stk. Gruppen vil d gro sammen og forme en
tæt busk, som vil blomstre hele sommeren.
For at opnå det ønskede resultat er der nogle få ting man
skal være opmærksom på:
Roserne gror bedst i veldrænet muldjord, gerne tilsat lidt
kompost eller rosenjord.
Roserne gødes første gang i april. Den næste gødskning
foretages når rosenblomsterne er i
knop, og tredje gang efter første afblomstring. Der gødes
med organisk gødning eller 1 dl.
N.P.K. 23-3-7 pr.2 m2 hver gang..
Gul anemone:
(Anemóne ranunculoídes) er en urt der bliver ca. 10-20 cm
høj. Blomsterne er gule og der er
ofte 2-3 sammen på blomsterskaftet. Den bærer mange små
nødder. Den vokser meget
frodigt, i lidt fugtig muldbund i løvskov. Blomsterne
bestøves af pollensamlende
insekter fx humlebier.
Kilde: Møller, Peter Friis (1996) s. 45 – Skovens dyr og
planter.
Smørblomst:
Smørblomsten (Lav Ranunkel) vokser i tætte bestande. Den
har 3-delte blade med 3-fligede stilkede afsnit. Blomster gule ”smørblomster”
på 20-45 cm. Den er meget almindelig i hele
landet, i skoven, i grøfter og våde enge. Den har en meget
kraftig vegetativ formering og kan tidligt om foråret dække hele jordbunden.
Kilde: Møller, Peter Friis (1996) s. 46 – Skovens dyr og
planter.
Tusindfryd:
Tusindfryd (Bellis Perennis) er en almindelig plante. Den
vokser ved kyst, overdrev, eng,
agerlang og by, mellem marts og november. Den er i
kurvblomstfamilien og bliver mellem 3-
15cm. Den har takkede blade og op il 15cm langt
blomsterskaft. Frugten er fladtrykt og mangler
fnok. Randblomsterne er hvide eller rødlige,
skiveblomsterne er gule.
Kilde: Møller, Kirsten Bruhn og Knud Ib Christensen (2009)
s. 233 – Politikens naturguider – Flora i farver
Kulturhistorie om
Mange af de dyr, som kommer forbi min biotop er følgende:
Dyr efterlader sig mange spor i
naturen. Det kan være på træer, planter, på skovbunden, veje, stier og andres
steder, hvor de færdes. De taber sommetider deres mad, gnaver i nogle planter
eller deres fodspor efterlader aftryk i sneen, på græsset eller i jorden.
Myrerne graver
mange gange, og sneglenes slim ses
mange steder.
Egernet og musene knækker nødderne, og man kan se
skallerne på skovbunden og i naturen generelt rundt omkring. Jævnligt ser vi
begge dyr.
Ræven lader
rester fra en fugl ligge uden for sin rævegrav, den kan være fjer og knogler.
Jeg har flere gange set en ræv i haven. Der har også været spor i sneen.
Spætten hakker
i koglerne, som ligger rundt ved grantræerne.
Muldvarpene
laver store jordbunker rundt på marker og plæner, og jorden neden under kan
være meget porøs, da de graver gange under jordoverfladen. Nogle gange synker
med dybt ned, når man kommer gående.
Fuglene spiser
æblerne, som ligger på jorden eller stadig er på træerne, og der er store
hakkemærker efter deres næb.
Harerne efterlader
sig spor eksempelvis i sneen, hvor der er tydelige aflange spor af harens
poter.
Uglen har det
med at gylpe sin mad op, fordi den ikke kan fordøje alt det den sluger. Når
uglen har fanget en mus, sluger den musen med hud og hår og hovedet først. Ikke
noget med at rive den i stykker. Uglen kan ikke fordøje musens hår og knogler.
Dem samler den til en bolle i kråsen - eller muskelmaven som den også kaldes. Når
– så dem gylper den op igen - som et uglegylp. Vi kan også høre uglen tude.
Fødekæder:
En fødekæde beskriver den rækkefølge, dyr spiser planter
og andre dyr i. Der skelnes mellem græsningsfødekæder og nedbryderkæder. Den
største tilførsel af organisk stof, som danner grundlaget for livet i
vandløbene, kommer fra træerne, hvis blade falder ned i vandløbene. Ud fra
dette dannes mange af vandløbets fødekæder, da vårfluelarver og slørvinger æder
bakterierne og svampene fra de døde blade. Derfor afhænger dyrelivet i et
vandløb af vandløbets beliggenhed. I Danmark betegner vi de store vandløb for
å’er og de mindre for bække, men en egentlig størrelsesgrænse er der ikke. De
fleste å’er er kunstige, men der er også en del af naturlig oprindelse.
Fødekæden i et vandløb afviger fra de fleste andre fødekæder, da
primærproducenterne (dyr og mikroorganismer, der ernærer sig af det organiske
stof, som planter og alger har opbygget) har underordnet betydning. Det er
nemlig kun få dyr, der æder de grønne planter. Dog er alger, især kiselalger,
en væsentlig fødekilde for forskellige døgnfluer, der skraber dem af sten og
planter. Kiselalgerne er især talrige i lysåbne vandløb om foråret. Selv i de
reneste vandløb sørger strømmen for, at der er tilstrækkeligt med næringssalte
til at dække planternes behov. Derimod begrænses primærproduktionen (produktion
af organisk stof i planter og alger) af manglen på lys og af fysiske
forstyrrelser, hovedsagelig ved vedligeholdelsesarbejdet. Den væsentligste
næringskilde for dyrene i vandløbene er dødt organisk materiale, der kommer fra
omgivelserne, som før nævnt bladene.
Fødekæde for
solsorten:
Solsorten spiser eksempelsivs orme, snegle, insekter og
larver. Solsorten bliver så spist af en husskade, som igen bliver spist af en
ræv eller en rovfugl.
Fødekæde for kvægmyggen:
Kvægmyggen spiser gødning, og andet organisk. Kvægmyggen
bliver spist af en fugl, som igen bliver spist af en duehøg.
Naturpædagogiske aktiviteter i mit område kunne være:
Find blomster, blade, kogler etc.
Lim dem på kort og tag evt. aftryk på karton af blade.
Finde dyr i og omkring bækken. Fiskenet og spande medbringes. Undersøg dyrene,
og tag billeder af dem, derefter kigger man i bøger og på nettet for at finde
oplysninger om dem.
Jeg har valgt de naturpædagogiske aktiviteter ud fra, at
vi skal vide, hvilke dyr og planter, der er i vores natur, og kende til deres
levevis etc. Mange af de dyr man ser i en have, er dyr man støder på mange
steder i den danske natur. Vi skal også via de erfaringer vi får i de
naturpædagogiske aktiviteter derigennem være med til at passe på dyrene, og
forstå dem bedre. Desuden er det også aktiviteter, der indbyder til socialt
samvær i naturen, hvor man kigger på, hvad de andre har fanget/fundet, samtidig
med, at man lærer af hinandens viden om dyrene/planterne.
Bøger:
Politikens store
fuglebog – Tommy Dybbro
Natur og miljø i
pædagogisk arbejde - Lasse Thomas Edlev
Kom med ud i
naturen - Marianne Pedersen
Skovens dyr og planter – Peter Friis Møller
Natur og udeliv –
Uderummet i pædagogisk praksis – Niels Ejbye-Ernst & Dorte Stokholm
Ingen kommentarer:
Send en kommentar