Det går lynhurtigt på biotopen, der er gang i væksten af planter, træer osv. Disse røde grene spirer, og de er super flotte. De kaldes hvid kornel, og de sår gerne sig selv. De bliver spredt af fugle, der æder bærene. Den kan gro både i skygge og sol. Den er nøjsom, og vokser både i kalkrig jord, fugtig jord, lerjord og almindelig havejord. Den er særlig fremtrædende og smuk om vinteren. En masse af dem i en vase, og man har en dekorativ detalje i sin stue.

http://www.kan-lir.dk/articles.php?article_id=587

 

 

Dyrehold...
Vi er nu nået et stykke hen i forløbet, og her kommer 2 billeder, hvor det at pleje hesten er i fokus:

Det kræver hele tiden, at de lytter og derefter går i gang med opgaven.

Støvniveauet er dalet, der er mere koncentration, og de er begyndt at røre mere ved hestene.

Sanserne er i spil, og vi har talt om, at de skal bruges i samværet med hesten. Det at røre/føle bruger man til at gøre hesten tryg, og til at orientere sig i forhold til, hvordan den har det. Lytte, lugte, se osv. Vi har efterfølgende overført det til dem, at de skal aflæse/afkode hinanden ved at lytte, se, føle osv.

Det har været en god øvelse, som de er optagede af, og som har fået dem til at være mere hensynsfulde over for hinanden.

Sjove finurlige træstykker, som er knoldede, ser brændte ud og findes i mange udgaver på min biotop.

Jeg har ledt mange steder, og jeg kan ikke finde ud af, hvad det er. - Eller hvorfor det ser sådan ud...?Eller hvad det kommer fra?

I dag fandt jeg igen sådan et kranie på min biotop. Det er anden gang inden for en måned ca. Jeg gætter på, at det er kraniet fra en kat.
Der løber mange katte rundt i området, og det er muligt, at de trækker sig tilbage til et sted, hvor de i ro og fred kan "sige farvel" til livet. (Jeg har læste, at de søger væk for at lægge sig til at dø, når de er syge og ikke kan mere.) Det kan i hvert fald lade sig gøre, der hvor min biotop ligger, da der ikke er den store trafik af mennesker.

Dyrehold....

At arbejde med heste, som terapiform bliver brugt i mange henseender.
Blandt får man indblik i det fænomenale arbejde, som mange heste gør for de mange amerikanske krigsveteraner, der har brug for hjælp for at komme sig oven på voldsomme oplevelser ved udsendelse. Hestene hjælper dem i overgangen fra livet i militæret tilbage til dagligdagen i det civile.
Det er Equine Assisted Growth and Learning Association (EAGALA), der står bag projektet med at hjælpe krigsveteranerne, og de har erfaring med at bruge heste i forbindelse med mentale lidelser eller belastninger. Ved hjælp fra hestene lærer veteranerne at forstå og genkende mønstre, genopbygge deres personlige styrker, samt oversætte følelsesmæssig indsigt til livsændrende handling.

Når der er så mange forskellige tilbud med heste og det tilsyneladende giver gode resultater på hver sine områder, så kan der vel være noget om snakken, at heste kan bruges til andet end ridning, i relation med mennesker? Hvad er det, der gør hesten så velegnet til at deltage i arbejdet med mennesker, der har det svært?
 Der er visse grupper, hvor jeg dog vurderer, at det ikke er hensigtsmæssigt at bruge heste i det pædagogiske arbejde. Ved stærk udadreagerende børn, kan der være en risiko for både hesten og barnet, hvis ikke der er en vis grad af impulsstyring til stede. Barnet kan udøve vold mod hestene og i den forbindelse er det ikke etisk forsvarligt. Det er heller ikke sikkerhedsmæssigt forsvarligt, da voldsomme handlinger fra mennesker kan forårsage voldsomme reaktioner fra hesten, som er svære at forudse. Jeg mener også, at børnene skal have en vis alder for, at hestene er brugbare i den pædagogiske sammenhæng jeg tænker på. Børnene skal være i stand til at modtage og forstå beskeder og instrukser, der gør, at de kan færdes omkring hesten uden at blive trådt på eller på anden måde komme til skade.

 

Heste er, ligesom mennesker, i besiddelse af spejlneuroner, der gør dem i stand til at læse og opfatte  menneskets sindstilstand baseret på kropssprog og udstråling. Det vil sige, at hesten altid spejler dig og reagerer på, hvordan du har det. Hesten er aldrig forudindtaget, når den møder et menneske. Den reagerer uden at forholde sig til baggrund eller historie. Når man kender til hestens signaler og adfærd, vil den opleves som ærlig og fordomsfri. Sammen med hesten kan man

opleve sig accepteret og respekteret som den man er. Hesten har ingen skjult dagsorden, så den er til at stole på for den unge. En hest er ikke i stand til at spekulere i fremtid eller fortid. Den spekulerer faktisk ikke ret meget. Man kan sige at hesten altid har reelle hensigter, da den ingen hensigter har. (Hvid, s. 74) Hesten er nærværende og er altid til stede i nuet. Hvis koncentrationen svigter, mærker hesten det med det samme, og vælger måske at gå et andet sted hen.

Jeg oplever særligt, at når et barn har sociale udfordringer, finder de ro sammen med hesten. Der  skal de ikke kommunikere på samme måde og derved risikere, at det går galt. Der kan de opleve, at noget er succesfuldt i deres liv. At det kan lade sig gøre at de lykkes.....

Jeg har gjort mig mange tanker om det at arbejde med naturen og uderummet...
Det er en uformel kontekst vi har sammen, som er med til at styrke vores relation- Også kaldet det fælles tredje.. Det at kunne være sammen om noget, som ikke handler om hverken barnet eller jeg. Dette giver særligt mening i arbejdet med tilknytningsforstyrrede børn, da de ofte har den manglende tillid til, at kunne være i direkte dialog og samspil.

"Den mest konstruktive form for erfaring finder sted, når barnet og den voksne sammen udfører en arbejdsproces omkring et mål, de er fælles om. Fokus skal ikke være på barnet, og heller ikke på den voksne, men på det fælles tredje".
(Socialpædagogik og Arbejdsprocesser af Michael Husen, 2014)

Der er alt lige fra regnorme, bænkebiddere, tusindben, brune skovsnegle og små biller.

Vi har indsamlet viden om dem via min biotopopgave, på nettet og ved at kigge i bøger. Det har betydet, at de alle har skrevet små historier, som de har hængt op på værelset.

Det har udvidet deres horisont, og de er blevet nysgerrige på, hvilke dyr, der bor i deres nærmiljø. vi har aftalt, at det er en aktivitet vi skal fortsætte med, og da kartoffelfælden er den næste aktivitet kan vi derigennem bygge videre på denne ad den vej.

De er optagede af at lære om dyrets måde at leve på i naturen, og med afsæt i fællesskabet og samarbejde, bliver det en spændende opgave at gå i gang med det næste. Samtidig med at man kan observere deres indbyrdes relationer, og styrke deres sociale kompetencer.

 



Min biotops småkravl har jeg taget billeder af.
Jeg har sammen med børnene på mit arbejde lagt en plade i min have/på min biotop, som skal bruges til at agere samlingssted for smådyr.

 

Mit dyrehold er i fuld gang...

Vi er gået i gang med alt lige fra pleje af hesten, ridning, udmugning og fodring.
Pigerne har fået til opgave at være med i alt, hvad der skal til for, at en hest har de mest optimale betingelser.

En typisk dag ser således ud: (Når jeg ikke er der, tager en anden pædagog med og det er skemalagt, hvem der skal med pigerne, så det er forudsigeligt og overskueligt)

Vi har startet dagen med at tage i stalden.
Hestene fodres med vitaminer/mineraler, grovfoder og derefter skal de have udedækken på, dette for at skærme dem mod dårligt vejr og lave temperaturer.
Pigerne har hver især fået tildelt opgaver - tanken er, at de skal samarbejde og koordinere at få tingene til at lykkes på samme tid, da heste kan være utålmodige dyr.
Hestene lukkes på mark, og der køres noget wrap i en trillebør ud til dem. Wrap er delvist tørret græs, som har været pakket ind i plastik.
Hestene har også adgang til vand, som er i et stort kar. Dette skal også renses ind i mellem og ofte fyldes op.
Den ene pige står for at fylde vand op og den anden skal fordele wrap på marken.

Hestene har nu tid for sig selv, hvor de gumler og slapper af.
 Pigerne skal her efter i skole.
Når pigerne har været i skole, tager vi ud til hestene igen.
Der skal vi pleje deres pels med børster, muge boksene ud for møg og ud at ride i naturen.
Vi træner mange ting på en gang uden at pigerne egentlig bemærker det.
Der bliver dog sat ord på det undervejs.
Vi skal træne det at kunne klokken, så alt bliver sat i en tidsramme.
Vi skal træne det at omgås dyret med hestevelfærd i højsædet. (Vi har på biblioteket lånt bøger om emnet)
Vi skal være sammen om at opleve noget og finde et fællesskab. Samtidig med at vi skal bruge naturen og have tænkt pædagogik ind i aktiviteten.

Der skal sadles op, og hestene trækkes ud. Pigerne stiger op og vi tager af sted.
Hver gang vi rider af sted, skiftes en af pigerne til at finde på en opgave. Eks. valgte den ene pige at man skulle ride uden stigebøjler i 15 min. ad gangen. Dette træner balancen.
Den anden pige valgte den ene af gangene, at de skulle kigge efter blomster og sige navnene på dem.

Det er en stor udfordring for særligt den ene pige, at behandle hesten med respekt, og hun har ikke føling med, hvad hesten "kan tåle", og hvad der overskrider den grænse.
Der opstår mange gange i omgangen med hesten situationer, hvor jeg må gribe ind og guide den ene pige en hensigtsmæssig adfærd.
Jeg bruger den anerkendende metode til at guide og støtte hende. Dette for at opretholde motivationen og drivkraften, og ikke mindst for at selvværdet styrkes.

Mit dyrehold handler om heste. 2 piger fra den afdeling, hvor jeg arbejder går til ridning.
Kan der være noget om snakken, at heste kan bruges til andet end ridning, eksempelvis i relation med mennesker? Hvad er det, der gør hesten så velegnet til at deltage i arbejdet med mennesker, der har det svært? ( Er noget af det jeg vil undersøge. Samtidig med at jeg gennem mine observationer, når pigerne er sammen med hestene, vil jeg have fokus på deres adfærd.)
Se hvad vi fandt i møddingen...:

 Sikke nogle flotte guldfarvede svampe...

Men ikke lige det mest appetitlige sted, de står...;-( Nogen der kender navnet på dem?

Jeg har tekniske problemer, mine billeder vil ikke vises, hvilket går ud over helheden. Måske kender i det!?!
Jeg prøver at rette det....
Midt i al teknikrodet, blev jeg dog beriget med en dejlig oplevelse her til aften. Idet jeg så fik taget et billede af den tudende ugle, som vi kan se og høre ret så ofte.
Jeg fik også optaget en lydfil, da den gik i gang med "at snakke"... Helt fantastisk at opleve. Min have byder også på flagermus, så måske er den det næste dyr jeg kan få snuppet med kameraet:-)

Jeg har tekniske problemer, mine billeder vil ikke vises, hvilket går ud over helheden. Måske kender i det!?!

Jeg prøver at rette det....

Midt i al teknikrodet, blev jeg dog beriget med en dejlig oplevelse her til aften. Idet jeg så fik taget et billede af den tudende ugle, som vi kan se og høre ret så ofte.

Jeg fik også optaget en lydfil, da den gik i gang med "at snakke"... Helt fantastisk at opleve. Min have byder også på flagermus, så måske er den det næste dyr jeg kan få snuppet med kameraet:-)

 

 

Naturens mange glæder

Page history last edited by Mette Holm Burmeister 2 weeks, 1 day ago

Velkommen til min blog om udelivet i naturen.

Vi går en dejlig tid i møde og foråret har allerede vist sig i skovbunden, på markerne, i grøftekanterne og i vores haver.



Foråret er her. Dagene er blevet længere og med flere lyse timer er mulighederne større for, at komme ud i naturen. Naturoplevelserne bliver rigere, da flere og flere arter dukker op. De vilde planter spirer frem og trækfuglene ankommer efterhånden sydfra.
Fuglesangen har jeg glæde af hver morgen og aften. Det starter allerede sidst på vinteren med de første lærker, og i skovstykket lige ved siden af vores have synger træløberen og natuglen tuder nogle gange i det fjerne, andre gange meget tæt på. Herefter går det slag i slag med andre fugle, der følger trop.
De vilde planter starter ligeledes næsten før vinteren er forbi. Følfod og den oprindeligt indførte munkeplante Rød Hestehov kommer, når solen begynder at varme fra marts. Den Blå Anemone blomstrer ligeledes tidligt i kalkrige skove. Den vilde løgplante Guldstjerne er også en af vore tidlige forårsbebudere. Jeg har set nogle af dem i skoven, og op til vores grund spirer der mange forskellige vilde planter. Hen igennem foråret bliver der flere og flere planter at glæde sig over.
En kikkert, plantelup og velvalgte felthåndbøger med sig, og der er masser af oplevelser i naturen for de interesserede.
Det indbyder til at gå i gang med forskellige aktiviteter... - Hvad enten det er kreative ting med naturens materialer eller aktiviteter, som tager afsæt i at udfolde sig i naturen.

Jeg ønsker jer alle et dejligt forår...

Biotop

Udeliv – Naturen i min have

Kobberholmvej 19 Adsbøl - Gråsten

Mette Holm Burmeister

Biotop:

Jeg har valgt min egen have, fordi den byder på masser af natur, og der findes mange spændende planter og dyr.

Haven har et areal på 1744 kvadratmeter, og der løber en bæk forenden af grunden mod vest, som grænser op til åbne marker.

Haven har på ene side en masse træer og buske i forskellige sorter og aldre, samtidig med, at den også byder på fisk i bækken.

Der sprøjtes ikke med nogen form for gifte i haven, den dyrkes økologisk og på trods af det, er der ikke mange frugter eller grøntsager, der kan gro grundet bækken, som dræner jorden for energi.

Kort over Kobberholmvej 19 Adsbøl 6300 Gråsten:

 

 

 

Skitse over min biotop:

 

Bækken:

Dette er et billede af ”min” bæk fra sommeren 2015.

En bæk er betegnelsen for et vandløb, der er mindre i bredde og vandføring end en å. Bække er vigtige som strømningsveje i vandets cyklus, instrumenter til grundvandets genopfyldning, og de tjener som korridorer for fisk og for vildtets emigration.

Der er ikke nogen fast grænse for, hvornår vandløbet i stedet kaldes for en å. Der findes åer, som er under én meter brede, mens man på den anden side næppe finder udtrykket bæk brugt om et vandløb, som er over to meter bredt.

Bække anvendes også til rekreation.

Bæk er almindeligt anvendt i navne, eventuelt kombineret med steder eller begreber. Man kan fra gammel tid opleve, at en bæk staves beck.

Også mange steder i England og Skotland, som har været under kulturel påvirkning fra Danmark, anvendes betegnelsen beck.

Forskellige typer ferskvand kan befinde sig i en bæk. Ferskvand kan deles i to typer – stillestående og rindende vand. Det stillestående ferskvand findes i søer og vandhuller.

Det rindende ferskvand findes i vandløb som floder, åer og bække. Der er stor forskel på livet i de to typer ferskvand. Det er ikke alle planter og dyr, der kan leve begge steder, fordi destiller forskellige krav til deres levested.

Det rindende vand.

Tilpasset til livet i rindende vand, kræver det forskellige tilpasninger for dyr og planter at leve i et vandløb. I det rindende vand skal dyr og planter undgå at blive revet væk af strømmen og bort fra deres levested. Dyrene kan være gode til at svømme mod strømmen, eller de kan være helt flade og leve tæt på bunden, hvor der ikke er så kraftig strøm. De kan også have kroge til at holde sig fast med.

Planterne kan have meget stive stængler, der kan modstå den kraftige strøm. Omvendt kan stængler og blade være så 8 Nyttige begreber

Brinker:

Vandløbets sider og skrænter.

Partikel: en meget lille del.

Stryg: lavvandede områder med stærk strøm og gruset bund.

Tilpasning: at passe bedst muligt til sine omgivelser. Et vandløb, der slynger sig naturligt, vil veksle mellem dybe sving, kaldet høller, og mere lavvandede områder mellem svingene, hvor der kan opstå stryg.

Snit A: Et stryg er et lavvandet område med stærk strøm, fordi den ikke bremses som i svingene.

Snit B: I vandløbets sving, vil vandet grave materiale af brinken på svingets yderside. Det skyldes, at strømmen er kraftigere på ydersiden end på indersiden af svinget.  I indersiden af svinget er vandet lavt og mere roligt. Planter i vandløbet sidder godt fast i bunden med deres rødder, så de ikke rives væk af strømmen.

Bundforhold og temperatur for dyr, der lever i vandløb, er det sjældent vanskeligt for dem at få ilt nok. Der kommer hele tiden frisk vand til, og vandet iltes af luften, når det bruser omkring sten og vandplanter. I vandløb er bundforholdene meget varierede, især hvis vandløbene har naturlige slyngninger.

Hvor der er læ for strømmen, er vandet roligt, og vandplanter kan lettere slå rod. Dyr som ferskvandstanglopper, vandkalve og skorpiontæger, der ikke er særligt udstyret til at holde sig fast, kan trives her. Bunden vil være blød, fordi mindre partikler af ler og døde planterester kan falde til bunds i det rolige vand. På den anden side af en slyngning vil der være kraftig strøm. Her vil strømmen rive småpartikler med sig, så bunden består af sten eller groft grus, et godt sted for ørreden at lægge æg. Strømmen vil gnave i å-bredden, så der kommer huler under den.  Det kan være et glimrende gemmested for en ørred eller en gedde, der ligger på lur efter småfisk i vandløbet. Temperaturen er nogenlunde ensartet i vandløbet, fordi strømmen udjævner temperaturforskelle.

Der lever mange ørreder i ”min” bæk, og hver gang de skal op og gyde, får vi dem at se. De er store, og de ligger på en gennemsnitsvægt på 3-4 kg.

Hvert år i november kommer der folk ud og stryger fiskene og tager rogn fra dem. Adsbøl Bæk er den eneste i området, hvor der er yngelpleje og vild bestand, samtidig med at der kommer ørreder ind fra havet af for at gyde.

Billede af en af de deltagende fiskefolk.

Vandrotte:

Dem er der en del af i ”min bæk”….Det er ikke så sjældent endda, at vi ser en pile hurtigt hen langs skråningen ned mod bækken.

Vandrotte eller mosegris kan volde uhyre skade i haver, parker og frugtplantager. Den er svær at udrydde. Vandrotten eller mosegrisen er, trods sine danske navne, vor største studs­mus, på længde med en mellemstor brun rotte og af en vægt på 250-300 g. Den kan være et kostbart skadedyr i frugtplantager og en højst generende gæst i haven, idet dens føde ganske vist især består af grønne plantedele, men vinterføden tillige af blomsterløg, kar­tofler, nødder og rødder, især af frugt­træer.

Dyret graver et system af gange, ofte mange m langt og i dybder helt ned til 1 m; fra de øverste gange udsendes en række muldskud, der ligner muldvar­pens, men er mindre regelmæssige; de pynter ikke i græsplænen eller bedene. Da vandrotten ikke sover vintersøvn, oplagre r den i løbet af sensommeren og efteråret store depoter af føde til vinterbrug; man har fundet op til 35 liter kartofler i et enkelt depot. Sådan­ne depoter anlægges ofte i kompost­bunker, der er lune og velegnede som vinterbolig. Dersom vandrotten af en eller anden grund ikke får brugt depo­tet - den lever kun undtagelsesvis i 2 år - kan man opleve det særsyn, at oplag­rede løg og lignende om foråret spirer frem som en tæt klump planter i dyngen.

 

Bænkebidder:

 

Der findes mange forskellige arter bænkebidere i Danmark. Bænkebidere er små grå krebsdyr der lever i skovbunden og i haver. De kan bedst lidt at der er mørkt – og lidt fugtigt. Derfor gemmer de sig om dagen under sten og træ i skovbunden – eller indenunder barken på gamle grene.

Bænkebidere spiser halvt nedbrudte blade, grene, træstubbe og træstykker. De kan også godt lide alger og svampe og gammel frugt. Bænkebidere lever altså af alt det der falder ned af sig selv – og som er lige til at gå til.

Bænkebidere tilhører krebsdyrene. Det er det eneste landlevende krebsdyr, og ånder ved gæller. Derfor er de meget følsomme over for lys og udtørring.

Kilde: Hansen, Kristian, Thomas Dybbro, Michael Stoltze, Tommy Asferg og Lars Nielsen (1994) s. 309 – Politikens store natur bog

 

Mariehøne

En mariehøne er i familie med et bille-insekt som kan flyve. De fleste mariehønearter lever af bladlus. Dog lever den toogtyveplettede mariehøne udelukkende af skimmelsvampe. Den mest almindelige har syv prikker og lever fortrinsvis af bladlus. Den syvplettede mariehønes røde farve og sorte prikker tjener som advarselsfarver, hvilket er meget benyttet blandt insekter. Farverne og deres kombination signalerer til rovdyr, at de ikke skal spise mariehønen, fordi den smager grimt og er giftig. Den røde farve gør at mariehønen ikke kan kamuflere sig i landskabet og gemme sig, men dette udligner den ved at skræmme sine fjender i stedet. Der findes omkring 50 mariehøns-arter i Danmark.

Vi har mange mariehøns i vores have til stor glæde for børnene.

Kilde: Møller, Peter Friis (1996) s. 168 – Skovens dyr og planter

Skovsnegle:

Arion, slægt af skalløse lungesnegle med åndehullet placeret i forreste del af det kornede ”skjold” (kappen). Den sorte skovsnegl (Arion ater) har sin naturlige udbredelse i danske skove; den bliver op til 12 cm og kan også være brunlig eller grålig. Den noget større (op til 20 cm) røde skovsnegl (A. Rufus) er ind slæbt fra Tyskland til en række parker og skove, især på Sjælland, sidst i 1800-t. Brun skovsnegl (A. subfuscus) bliver ca. 6 cm og er meget almindelig, især i løvskov.

Det er efterhånden de brune snegle, der er flest af, men de sorte er ofte at finde tæt ved den store stub, som er markeret på min skitse.

Kilde: Møller, Peter Friis (1996) s. 182 – Skovens dyr og planter

 

Stikmyg:

Myg er insekter i familien Culicidae. De har et par vinger, en slank krop og lange ben. Det er en hun myg

Der stikker varmblodede dyr og suger blod fra dem. Det gør den for at få energi og materialer til at

producere æg. Myg er sjældent længere en 16 mm og vejer op til 2.5 mg. En myg kan flyve konstant i 1

til 4 timer med en hastighed på op 1-2 km/h. Der findes i Danmark op mod 30 arter af myg, som

kan stikke mennesker. Deres levevis er i mange henseender så forskellig, at det kan være praktisk at

dele dem op i nogle grupper: skovmyg, strandengsmyg, husmyg og malariamyg.

 

Kilde: Møller, Peter Friis (1996) s. 188 – Skovens dyr og planter

Rødskovsnegl:

Den røde skovsnegl, kan blive op mod 15cm lang, farven er rød over brun, grå til sort. Med stort

åndehul, altædende, fx ådsler og ekskrementer.  Den blev bragt hertil i begyndelsen af 1900-tallet og

findes nu spredt mange steder i Danmark, især i fugtige omgivelser langs skovvandløb og søer.

Kilde: Møller, Peter Friis (1996) s. 182 – Skovens dyr og planter

Bækørreder:

Bækørreden (Salmo trutta fario) er en underart af ørred. Den klækkes i et vandløb og tilbringer hele sit liv der. Hvis den var vandret til en sø, var den blevet til en sø ørred, men langt de fleste ørreder vælger at svømme ud i havet og bliver til havørreder, der altid har været den dominerende form. Den normale bækørred plejer ikke at veje mere end 2½ kg, men kan dog blive større alt efter forholdene i åen, helt op til 4-5 kg. Det er også lavet opdræts-bækørreder til udsætning i lystfisker søer, såkaldte ’Put and take’-søer. De ørreder der bliver udsat i Put and take, vejer op til 10-12 kg, men så store bliver de ikke i naturen. Den lever af insekter, tanglopper og mindre fisk, herunder andre bækørreder. Den er eftertragtet af lystfiskere.

Dens udbredelse spænder fra det europæiske fastland, England, Rusland og Skandinavien. Da Storbritannien havde sin storhedstid med mange kolonier, medbragte de ørreden. Så der findes også bestande i Australien og omkringliggende øer. Der findes også bestande i Sydamerika, specielt Argentina, men det er mere havørreder.

Kernebider:

Kernebideren (Coccothraustes coccothraustes) er en fugleart i finkefamilien. Fuglen yngler i Europa og i et bælte gennem Asien til Stillehavet. Den er cirka 19 centimeter lang og vejer 50-60 gram og er dermed en af de største finker. Kernebideren har et meget stort næb, der er ideelt til at knuse eksempelvis kirsebærkerner, hvilket udgør et vigtigt fødeemne for arten. I Danmark er kernebideren en ret almindelig ynglefugl, der især lever i ældre, parkagtige løvskove. Det er en sky fugl, der mest opholder sig i trækronerne. Trods sin beskedne vægt kan kernebideren trykke næbbet sammen med en kraft på 35-40 kg. Kernebideren er 18-20 cm lang og vejer 50-60 gram. Hannen og hunnen ligner hinanden. Dog har hannen kraftigere farver. Hunnen har et stort gråt felt på vingen, dannet af grå armsvingfjer, hvor hannens er helt sorte.

Hannen har rustbrun isse og kinder. Panden er grålig og nakken grå. Omkring øjet findes et sort felt, der fortsætter ned i en lille sort hagesmæk. Ryggen er mørkebrun, mens overgumpen er rustbrun ligesom det centrale par styrefjer i halen. De øvrige styrefjer er sorte og alle er hvide i spidsen. Vingedækfjerene er hvidgrå til rustbrune og danner et tydeligt vingebånd. Svingfjerene har metalglans og er blåsorte med et hvidt felt på inderfanen. De inderste svingfjer har i spidsen en udad svungen spids. Undersiden er gråbrun med rødt anstrøg på nær undergumpen, der er hvid. Næbbet er gråblåt om sommeren og gulligt om vinteren.

Lokkekaldet er karakteristisk. Det er et kort, tørt tisk, der kan minde om lyden, når to sten slås mod hinanden. Sangen består af kaldsagtige lyde i et lyst toneleje, for eksempel ”tisk viz siih...!”.

Kernebideren yngler især i ældre, parkagtige løvskove eller blandskove. Den findes kun meget sjældent i rene nåleskove. Nogle steder yngler den desuden i parker eller større haver. Udenfor danner ynglesæsonen kernebideren sjældent større flokke, men ses oftest parvis eller i små grupper.

Arten er i Danmark en ret almindelig standfugl eller strejffugl, men kan i nogle egne være sjældnere. Den ses desuden som en ret almindelig træk- og vintergæst fra Skandinavien.

Kernebideren yngler ofte i løse kolonier. Reden bygges især af hunnen højt i et løvtræ. Den består yderst af kviste og inderst af rodtrævler og hår. De oftest 4-5 grågrønne æg med brune og grå pletter lægges med 2-3 dages mellemrum i maj måned. Hunnen udruger æggene i løbet af 12-14 dage. Den fodres i denne tid af hannen. Ungerne fodres dels med insekter og dels med frø. I en engelsk undersøgelse bestod 70 % af føden af egeviklerens (Tortrix viridana) larver, mens resten var frø. Efter 12-13 dage forlader ungerne reden og begynder at følge forældrene rundt i trækronerne.

Kernebideren er specialiseret i at fortære kerner fra træer med stenfrugter. Frugterne plukkes enten direkte på træet eller samles på jorden i vinterhalvåret, når frugtkødet er rådnet bort. Dens føde består især af frø fra kirsebær, mirabel, slåen, blomme, hæg, tjørn, avnbøg, taks, ahorn og ask. Om foråret tager den også knopper og senere også insekter og deres larver.

Vi har mange af dem siddende i træerne ved bækken. De er så smukke.

Sommerfugl:

Sommerfuglene er en af de store insektgrupper. Der er kendt ca. 150.000 arter på verdensplan og i Danmark er der fundet mere end 2500 arter. Den videnskabelige betegnelse, Lepidoptera, betyder ”skælvinger” og hentyder til at vingerne er beklædt med skæl. Det er disse skæl som giver sommerfuglene deres farvemønstre.

Sommerfuglene er populære insekter, især de farvestrålende dagsommerfugle. Men langt de fleste arter flyver om natten og bemærkes sjældent.

Der er mange forskellige arter i min sommerfuglebusk og omkring den.

Solsort:

 

Latinsk navn: Turdus merula

Engelsk navn: Blackbird

Klasse: Fugle

Orden: Spurvefugle

Familie: Drosler

Solsorten er en meget almindelig ynglefugl i Danmark. Der kommer mange solsorte på træk nordfra og nogle bliver i Danmark hele vinteren. Solsortene træffes året rundt i skove, på marker og i haver, hvor de søger efter insekter og orme i græsset.

Kendetegn

Solsorthannen kendes på sin helt sorte fjerdragt, det gule næb og en tynd gul ring omkring øjet. Hunnen er mørkebrun og har et brunligt næb. På undersiden er den lysere med brune aftegninger i fjerdragten.

Føde

Solsortene lever om sommeren især af insekter, snegle og orme, som de finder på jorden. Om vinteren spiser de mange bær, frugter og frø.

www.naturguide.dk

Humlebi:

 

Humlebier kendes som butte, kraftige bier, der har en tæt behåring. Humlebien har sorte, gule, orange og hvide farver – afhængig af art. Farverne og farvekombinationen er med til at bestemme arterne. Humlebien har “hvepsetalje” selvom man ikke umiddelbart kan se det. Der findes mange arter af humlebier i Danmark. Nogle er sjældne og måske allerede forsvundet. Foreløbigt er der registreret 29 kendte arter i Danmark (2009), hvoraf kun 17 regnes for almindelige eller ikke-truede arter.

Humlebien i luften:

Selvom humlebiens vinger er små i forhold til kroppen kan den fint flyve og tilmed bære noget nær sin egen vægt i pollen og nektar. Vingerne slår med ca. 200 slag i sekundet i en ottetals kurve, der får vingerne til at virke som små propeller. Humlebien kan stikke

Både arbejderbierne og dronningen kan stikke og brodden har ikke modhager som hos honningbien. Det betyder, at humlebien kan stikke flere gange ligesom gedehamse. Generelt er humlebier dog meget fredelige og stikker som regel kun, hvis de klemmes. Stikket gør ret ondt og føles brændende.

Regulering af temperatur:

Aktive humlebier har en temperatur i brystpartiet (thorax) på 35-40 grader. Altså omtrent en temperatur, der ligger tæt på menneskets 37 grader!

Humlebien kan regulere temperaturen i kroppen ved at forbrænde fedt og sukkerstof fra nektar. I det tidlige forår finder man ofte nedkølede humlebier, der sidder i havens tidligste forårsblomster som krokus og påskeliljer. De er sløve og ikke varme nok til at kunne flyve. For at bien skal kunne flyve skal den opnå en brysttemperatur på mindst 30 °C. En bi i hvile vil ofte varme op ved at vibrere med brummende vinger.

Mider på bierne:

Især om foråret ser man humlebier med talrige, gulbrune mider, der hænger fast på bien. Miderne er ret harmløse og benytter blot bien til transport til biens bo. Miderne overvintrer med dronningen og flyver med de bier, der skal ud og samle føde. Nogle springer af i blomsten og kravler op på den næste bi, der kommer forbi, og derved spredes de.  I boet lever miderne som skraldemænd af biens ekskrementer m.m. Nogle midearter snylter dog på bien ved at suge blod og kan derved skade den.

Humlebiens bo:

Dronningen er den eneste, der er i stand til at overvintre. Om foråret flyver hun ud efter egnede steder at etablere et nyt samfund. Dronningen er tydelig stor og man ser, hvor søgende hun undersøger mulige huller rundt omkring. Gamle musereder i jorden er i høj kurs hos mange humlebier. Nogle arter kan finde på at søge ind i hulrum i huse, men er ikke kendt for at gøre skade.

Så snart boet er fundet begynder dronningen at indsamle et forråd af pollen i en krukke hun har lavet. Herefter bygger hun en ægcelle med en blanding af pollen og voks. I den færdige celle lægger hun sine æg – omkring 10-15 stykker. Dronningen sørger for den rette temperatur i boet og ”ruger” på æggene indtil de klækkes. Den nye generation af humlebier er arbejdsbier, der fremover hjælper med pasningen af dronningen æg og larver.

Hos honningbier og hvepse lever larverne i separate sekskantede celler, men humlebiens larver lever i et fælles børneværelse. Når larverne skal gennemgå forvandlingen fra larve til humlebi lukker de sig hver især inde i en kokon af silke som de spinder. Når larven en tid senere bryder frem er det som voksen humlebi.

Sidst på sommeren klækkes nye dronningebier og han-bier (droner), der kan fortsætte slægten, da den gamle dronning er udtjent.

Snyltehumler

Der findes snyltehumlebier, der lister sig ind i humlebiernes samfund, hvor de lægger deres egne æg – ligesom det kendes fra gøgen. Arbejdsbierne plejer og passer derefter snyltehumlens afkom. Snyltehumlen samler ikke mad, men spiser det gerne på stedet. Der findes 9 arter af snyltehumler i Danmark.

www.naturguide.dk

Ulveedderkop:

Ulveedderkopper (Lycosidae) er små, ofte mørke, jagtedderkopper, der jager deres bytte henover skovbunden. “Lycos” betyder ulv på græsk, deraf navnet. I modsætning til de fleste andre edderkopper laver de ikke fangstnet og edderkoppespind, men jager selv aktivt deres bytte. Giver man sig tid til at betragte en lun skråning eller skovlysning er der næsten garanti for at se de mange, mørke edderkopper myldre rundt. De optræder ofte talrigt på solbeskinnede skovlysninger eller åbne græsenge.

I Danmark har vi flere arter af ulveedderkopper. Til de almindeligste arter hører skovjægeren (Pardosa lugubris) og den lidt større engjæger (Pardosa amentata) og den kontrastrige sandjæger (Pardosa monticola).

Hunnen af disse edderkopper bærer sit ægspind under bagkroppen som en iøjnefaldende silkebold. Efter en tre ugers tid indtil kommer ungerne frem og ganske bemærkelsesværdigt bærer hun de små unger rundt på hendes bagkrop, hvor de sidder stuvet sammen.

Gråspurv:

Gråspurv (latin: Passer domesticus) er en fugl, som udelukkende findes ved beboede steder og som er tæt knyttet mennesket og dets husdyr. Arten var oprindelig kun udbredt i Europa, Nordafrika og Asien, men blev senere medbragt til andre dele af verden.

I Danmark er gråspurven meget almindelig, og den var i 1970’erne landets almindeligste fugl. Siden er bestanden halveret på grund af et mere effektivt landbrug og bedre isolerede huse. Gråspurven er meget social og kan derfor ses i flok året rundt. Den er hovedsageligt standfugl. Sangen er en lidt kedelig kvidren, der ofte fremføres i kor.

Gråspurven har sandsynligvis været knyttet til mennesket siden det begyndte at dyrke jorden og holde husdyr for flere tusind år siden. Dens oprindelige udbredelsesområde er Eurasien og Nordafrika. Siden midten af 1800-tallet er den blevet introduceret til dele af Syd- og Nordamerika, Australien, sydlige Afrika og New Zealand samt til flere øer i både Atlanterhavet, det Indiske Ocean og Stillehavet.[1] Dette skulle være sket af hensyn til de europæiske indvandrere, så de kunne føle sig bedre hjemme.[2]

Arten findes over hele Europa bortset fra Italien, hvor den afløses af italiensk spurv (Passer italiae). Mod nord findes den helt op til de nordligste norske kystbyer.

I Danmark var gråspurven tidligere den almindeligste fugleart, men bestanden er halveret siden midten af 1970’erne, sandsynligvis på grund af et mere effektivt landbrug og bedre isolerede huse. Det effektivere landbrug betød blandt andet mindre føde i form af spildkorn og de bedre isolerede huse betød mindre muligheder for at finde redepladser under f.eks. tage samt mindre varme for fuglene i løbet af vinteren. Arten er dog stadig en af Danmarks almindeligste fugle med en bestand på et sted mellem en halv til en hel million ynglepar. Det er nu solsorten, der er Danmarks almindeligste fugl med omkring to millioner par.  I omtrent samme periode som gråspurven er gået tilbage i antal, har dens nære slægtning skovspurven fordoblet sin ynglebestand. Den findes med 400.000 til 600.000 ynglepar i Danmark.

Gråspurven er omkring 15 centimeter stor. Fjerdragten er forskellig mellem ham og hende. Hannen har grå isse og brun nakke og øjenbryn. Kinden er hvid. Oversiden er brunstribet og undersiden er gråhvid, dog med sort strube og brystet sort i forskellig udstrækning. Hunnen er derimod ensartet gråbrun med en lys øjenstribe. Ungfuglene ligner hunnerne.

Ved fældningen sidst på sommeren får hannen gråligt bryst, men fjerenes bræmmer fældes i løbet af vinteren, hvorved hannen igen får sort bryst. Jo større del af brystet, der er sort jo mere prestige er der i forhold til de andre hanner.

I forhold til skovspurv kendes hannen blandt andet på den grå isse og på den manglende sorte kindplet. Hunnen er med sin uanselige fjerdragt meget forskellig fra skovspurven, hvor kønnene ligner hinanden. Gråspurven lever af plantefrø, både fra kornarter som havre og hvede og fra vilde planter som Hvidmelet Gåsefod, Fuglegræs og Rapgræs. I yngletiden tager den også insekter, der især anvendes ved fodringen af ungerne i deres første levedage.[1] Den er desuden en hyppig gæst på foderbrættet.

Gråspurven er monogam, således at parrene holder sammen livet igennem. Fuglene yngler i kolonier og får normalt to til tre kuld årligt i Danmark i perioden april til august. Reden bygges især af hannen og placeres i murhuller, under tage, i redekasser eller sjældnere frit i et træ. Den kan bestå af strå, papirstumper, plastic, sejlgarn og den fores med fjer og hår. Når den bygges frit er den kugleformet med indgangshul i siden. Hunnen lægger 5-6 grålige æg med mørke pletter og prikker, der især udruges af hunnen på 12 til 14 dage. Ungerne bliver i reden i et par uger, hvor de fodres af begge mager. I de sidste dage af redetiden udvikler ungerne forskellige kald, så forældrefuglene kan genkende dem, når de har forladt reden og fortsat skal fodres en tid.

Gråspurvens fjender er ofte spurvehøge og katte. Dødeligheden det første leveår var i en engelsk undersøgelse på 70 procent, mens de voksne fugles årlige dødelighed var 42 procent.

Gråspurven kaldes også husspurv, grossenollike eller gråskenollike. Nollike er en nedsættende betegnelse, således at grossenollike kan oversættes til ”lille uanselig grå fugl”. Betegnelsen ”grå” i fuglenavne brugtes tidligere ofte om almindelige, uanselige arter. Et andet eksempel er gråand.[7][8]

I Marstal på Ærø kaldes en gråspurv for en grolle. En grolle er samtidig øgenavnet for en marstaller, fordi marstallere ligesom gråspurve findes overalt på kloden på grund af deres søfart. Den årlige byfest i Marstal hedder Grollefesten.

Planter:

Sommerfuglebusk:

Sommerfuglebusken har jeg placeret lige ved siden af bækken. Den er ikke sprunget ud nu, men når den er, ligner den billedet. Der er mange sommerfugle på, og de flyder frem og tilbage over bækken, hvilket er et skønt og fascinerende syn.

Sommerfuglebusken er en løvfældende busk med en tragtformet, men dog overhængende vækst. Grenene er grågrønne og firkantede det første år. Senere farves barken dog lysegrå og stribet, og til sidst bliver den grå og fyldt med sprækker.

Knopperne er modsatte, først små og trekantede, senere aflange, gråfiltede og delvist åbne. De springer ud i milde perioder af vinteren. Bladene er elliptiske og helrandede. Oversiden er gråligt mørkegrøn, mens undersiden er grå. Blomstringen foregår over en lang periode fra juli til september. Blomsterne ligner syrenblomster en hel del, og de sidder samlet i tætte klaser ved skudspidsen og i de øverste bladhjørner. Duften er sød og krydret. Frugterne er små kapsler, hvis frø sjældent modner her i landet.

Rodnettet består af tykke rødder, der ligger lige under overfladen.

Højde x bredde og årlig tilvækst: 4 × 2 m (40 × 20 cm/år). Disse mål kan fx anvendes, når arten udplantes.

Stor nælde:

Stor Nælde (Urtica dioica) (som også kaldes brændenælde) er en 30-200 cm høj, meget almindelig urt, der vokser på næringsrig jord, især omkring bebyggelse. Den er indikatorplante for kvælstofrig jord.

Alle overjordiske dele af planten er som regel forsynet med hule brændhår, som man ukorrekt tidligere troede var fyldt med myresyre. Det har vist sig i stedet at være en cocktail af histamin, acetylkolin og 5-hydroxytryptamin (serotonin) og et endnu ikke identificeret stof. Planten har et højt indhold af forskellige mineraler og vitaminer.

Stor Nælde er en flerårig urt med en fladedækkende, opret vækstform. Stænglerne er firkantede, ru og tæt dækket af stive hår. Bladene er 5-16 cm lange, æg- til hjerteformede og langt tilspidsede med savtakket rand. Oversiden er mørkegrøn med dybtliggende ribber, mens undersiden er lysegrøn. Begge sider er dækket af stive hår.

Planten er særbo, sådan at der findes rent hunlige og rent hanlige individer. Blomsterne dannes ved skudspidserne, hvor de sidder i grenede nøgler. De enkelte blomster er små og mangler kronblade. Frøene er nødder.

Rodnettet består af gule, vandrette jordstængler og talrige, lodrette rødder.

Højde x bredde og årlig tilvækst: 1,5 x 1,5 m (150 x 10 cm/år).

Stor Nælde findes overalt i landet på steder, hvor der er rigelig adgang til vigtige gødningsstoffer, specielt kvælstof. Den er indikatorplante for kvælstofrig jord og optræder i samfund med andre arter, der har samme behov: Gul Anemone, Ask, Humle og Bingelurt.

 

Bonderose:

Bonderoser og silkepæoner hører begge til pæonslægten, Paeonia. De er begge såkaldte staudepæoner, som visner ned om efteråret i modsætning til træpæoner, der er buske.

Det botaniske artsnavn for bonderoser er Paeonia officinalis, mens silkepæonerne hører til arten P. lactiflora eller er krydsninger, hvori den indgår. Silkepæoner findes i flere hundrede sorter, mens bonderoserne byder på knap så mange.

September er det bedste tidspunkt for at plante begge arter. Men har du dem stående i potter, kan de plantes om foråret. Jorden skal være veldrænet, og den må ikke være sur. Rodknolden skal kun fem centimeter under jordoverfladen. Plantes de for dybt, kan det medføre dårlig eller slet ingen blomstring i en årrække.

Pæoner vokser udmærket i let skygge, mens fuld sol giver flest blomster. Selvom de er nøjsomme planter, har de det alligevel bedst i en næringsrig jord.

Erantis:

Erantis har grønne kransstillede blade, og seks gyldne blade danner den skålformede blomst. Foto: Karna Maj. Dem er der mange af i omkring vores grund. Særligt nede i den ene side langs bækken, dækker det i stort område.

Erantis er en lav knoldplante i ranunkelfamilien, altså samme familie som anemoner, klematis, julerose, engblomme m.fl. Den har grønne kransstillede blade, og seks gyldne blade danner den skålformede blomst. Erantis kan blomstre over en lang periode fra januar til marts, hvor den står og danner et fint gult tæppe, som efter afblomstringen forvandles til et grønt bunddække, da bladene nu skal forsøge at binde så meget energi som muligt, der kan oplagres i de sorte knolde i jorden.

I haven

Erantis er en glimrende haveplante og en god forårsbunddækkeplante. Hvis erantis er placeret rigtig i halvskygge eller vandrende skygge i en porøs jord, vil de med tiden udvikle sig, blive kraftige, og der vil komme nye frøplanter. Erantis formerer sig både ved frø og ved yngleknolde.

Man kan ikke gøre så meget forkert med sine erantis, man skal blot lade være med at grave og rode i jorden, hvor de gror. Hvis man ønsker nye erantis i sin have, kan man sætte knolde om efteråret. Her er det en god ide at lægge knoldene i vand, inden de sættes, da de ofte kan være helt indtørrede, efter lang tid i en butik. En anden måde af få nye planter på, er at flytte planter fra steder med en stor bestand. Det er udmærket at flytte erantis, medens de er i vækst, og er det godt etablerede planter, kan de deles. Man kan også selv høste og så erantisfrø. De skal høstes grønne og sås straks efter høstningen. Man skal være meget tålmodig, da det tager lang tid fra såning til de nye planter er i blomst; 4–5 år er almindeligt.

Arter og sorter

De to almindelige arter Eranthis hyemalis og Eranthis cilicica er krydset og en sådan krydsning er Eranthis × tubergenii, som har lidt større blomster end forældrene. Eranthis hyemalis ‘Orange Glow’ ligner arten i vækst, men har et mere gyldent skær. Eranthis × tubergenii ‘Guinea Gold’ har gyldne blomster med en mørk gul kant. Eranthis hyemalis ‘Plenus’ er en fyldt erantis.

Tulipan:

Tulipa, slægt af løgplanter i liljefamilien med ca. 100 arter, udbredt fra Sydeuropa til Kina og Japan; de fleste arter findes fra det østlige Middelhavsområde til Centralasien.

Løgene har få, tykke løgskæl, der ikke danner bladplade, men kan danne sideløg. De 2-3 blåligt grønne, lancetformede blade udgår fra den nedre del af stænglen, der fortsætter i et skaft med én stor endestillet blomst. Blomstens seks farvede blosterblade indeslutter seks støvbærere og et frugtanlæg med siddende støvfang. Frugten er en kapsel med lyse, flade frø. Ordet tulipan kommer via Italien. tulipan(no) fra Tyrkiet. tulbant, tülbent ’turban’, sigtende til blomstens udseende.

Tulipaner er blandt de mest populære dyrkede løgplanter, og der kendes i dag ca. 4000 former, de fleste hybrider med kompliceret oprindelse. Blomsterne findes i næsten alle tænkelige farver med undtagelse af blå.

Vintergæk:

Det botaniske navn for almindelig vintergæk er Galanthus nivalis, og den vokser vildt i sydeuropæiske bjergskove og bjergkrat, f.eks. i bevoksninger med buksbom Buxus sempervirens. Her trives den fint i en porøs skovbundsjord. Men vintergæk er gennem mange år blevet en så almindelig haveplante, at den også er forvildet mange steder uden for dens naturlige vokseområde. I mange danske skove, hegn og krat dukker der grupper af vintergækker op. Vintergæk er i amaryllisfamilien Amaryllidaceae, samme familie som bl.a. påske- og pinseliljer, dorthealilje, og naturligvis amaryllis.

Vintergækken vokser særligt ved og omkring vores hæk, samt på begge sider ag bækken. Der er mange, og de har i år været meget større og højere end de plejer.

Arter og sorter

Almindelig vintergæk Galanthus nivalis er en lav løgplante som bliver omkring 10 – 20 cm høj. Den blomstrer fra februar til april alt afhængig af vinterens forløb. En hvid blomst nikker for enden af en grøn stilk. Dens inderste kronblade har en grøn aftegning mod spidsen. Bladene er linjeformede og selve løget er ovalt og næsten hvidt.

Engelske roser:

Engelske roser en speciel ny gruppe af roser, som blev introduceret første gang i 1970. Deres

oprindelse er krydsninger mellem de gode gamle roser, og de moderne tea- og floribundaroser.

Herved opnås en kombination af den smukke gamle form og den delikate duft af gamle roser,

men også en bredere farvevifte og en længere blomstring…

Engelske roser er mere duftende end de gamle roser. Deres duft kan variere meget fra sort til

sort. Nogle har deres oprindelige gamle rosenduft og andre har duft efter tea roserne og andre har

duft efter myhra.

Blomsternes form minder meget om de gamle roser, som kan være engblommeformede eller

rosetformede og ofte med mange kronblade, som giver en god effekt.

Engelske roser plantes normalt til tætte grupper fra 2-3 stk. Gruppen vil d gro sammen og forme en

tæt busk, som vil blomstre hele sommeren.

For at opnå det ønskede resultat er der nogle få ting man skal være opmærksom på:

Roserne gror bedst i veldrænet muldjord, gerne tilsat lidt kompost eller rosenjord.

Roserne gødes første gang i april. Den næste gødskning foretages når rosenblomsterne er i

knop, og tredje gang efter første afblomstring. Der gødes med organisk gødning eller 1 dl.

N.P.K. 23-3-7 pr.2 m2 hver gang..

Gul anemone:

(Anemóne ranunculoídes) er en urt der bliver ca. 10-20 cm høj. Blomsterne er gule og der er

ofte 2-3 sammen på blomsterskaftet. Den bærer mange små nødder. Den vokser meget

frodigt, i lidt fugtig muldbund i løvskov. Blomsterne bestøves af pollensamlende

insekter fx humlebier.

Kilde: Møller, Peter Friis (1996) s. 45 – Skovens dyr og planter.

Smørblomst:

Smørblomsten (Lav Ranunkel) vokser i tætte bestande. Den har 3-delte blade med 3-fligede stilkede afsnit. Blomster gule ”smørblomster” på 20-45 cm. Den er meget almindelig i hele

landet, i skoven, i grøfter og våde enge. Den har en meget kraftig vegetativ formering og kan tidligt om foråret dække hele jordbunden.

Kilde: Møller, Peter Friis (1996) s. 46 – Skovens dyr og planter.

Tusindfryd:

 

Tusindfryd (Bellis Perennis) er en almindelig plante. Den vokser ved kyst, overdrev, eng,

agerlang og by, mellem marts og november. Den er i kurvblomstfamilien og bliver mellem 3-

15cm. Den har takkede blade og op il 15cm langt blomsterskaft. Frugten er fladtrykt og mangler

fnok. Randblomsterne er hvide eller rødlige, skiveblomsterne er gule.

Kilde: Møller, Kirsten Bruhn og Knud Ib Christensen (2009) s. 233 – Politikens naturguider – Flora i farver

Kulturhistorie om

www.naturstyrelsen.dk

www.wikipedia.dk

www.fugleognatur.dk

www.haveselskavbet.dk

www.naturguide.dk

 

Mange af de dyr, som kommer forbi min biotop er følgende:

Dyr efterlader sig mange spor i naturen. Det kan være på træer, planter, på skovbunden, veje, stier og andres steder, hvor de færdes. De taber sommetider deres mad, gnaver i nogle planter eller deres fodspor efterlader aftryk i sneen, på græsset eller i jorden.

Myrerne graver mange gange, og sneglenes slim ses mange steder.

Egernet og musene knækker nødderne, og man kan se skallerne på skovbunden og i naturen generelt rundt omkring. Jævnligt ser vi begge dyr.

Ræven lader rester fra en fugl ligge uden for sin rævegrav, den kan være fjer og knogler. Jeg har flere gange set en ræv i haven. Der har også været spor i sneen.

Spætten hakker i koglerne, som ligger rundt ved grantræerne.

Muldvarpene laver store jordbunker rundt på marker og plæner, og jorden neden under kan være meget porøs, da de graver gange under jordoverfladen. Nogle gange synker med dybt ned, når man kommer gående.

Fuglene spiser æblerne, som ligger på jorden eller stadig er på træerne, og der er store hakkemærker efter deres næb.

Harerne efterlader sig spor eksempelvis i sneen, hvor der er tydelige aflange spor af harens poter.

Uglen har det med at gylpe sin mad op, fordi den ikke kan fordøje alt det den sluger. Når uglen har fanget en mus, sluger den musen med hud og hår og hovedet først. Ikke noget med at rive den i stykker. Uglen kan ikke fordøje musens hår og knogler. Dem samler den til en bolle i kråsen - eller muskelmaven som den også kaldes. Når – så dem gylper den op igen - som et uglegylp. Vi kan også høre uglen tude.

 

www.naturstyrelsen.dk

www.naturfaget.dk

www.fugleognatur.dk

Fødekæder:

En fødekæde beskriver den rækkefølge, dyr spiser planter og andre dyr i. Der skelnes mellem græsningsfødekæder og nedbryderkæder. Den største tilførsel af organisk stof, som danner grundlaget for livet i vandløbene, kommer fra træerne, hvis blade falder ned i vandløbene. Ud fra dette dannes mange af vandløbets fødekæder, da vårfluelarver og slørvinger æder bakterierne og svampene fra de døde blade. Derfor afhænger dyrelivet i et vandløb af vandløbets beliggenhed. I Danmark betegner vi de store vandløb for å’er og de mindre for bække, men en egentlig størrelsesgrænse er der ikke. De fleste å’er er kunstige, men der er også en del af naturlig oprindelse. Fødekæden i et vandløb afviger fra de fleste andre fødekæder, da primærproducenterne (dyr og mikroorganismer, der ernærer sig af det organiske stof, som planter og alger har opbygget) har underordnet betydning. Det er nemlig kun få dyr, der æder de grønne planter. Dog er alger, især kiselalger, en væsentlig fødekilde for forskellige døgnfluer, der skraber dem af sten og planter. Kiselalgerne er især talrige i lysåbne vandløb om foråret. Selv i de reneste vandløb sørger strømmen for, at der er tilstrækkeligt med næringssalte til at dække planternes behov. Derimod begrænses primærproduktionen (produktion af organisk stof i planter og alger) af manglen på lys og af fysiske forstyrrelser, hovedsagelig ved vedligeholdelsesarbejdet. Den væsentligste næringskilde for dyrene i vandløbene er dødt organisk materiale, der kommer fra omgivelserne, som før nævnt bladene.

Fødekæde for solsorten:

Solsorten spiser eksempelsivs orme, snegle, insekter og larver. Solsorten bliver så spist af en husskade, som igen bliver spist af en ræv eller en rovfugl.

Fødekæde for kvægmyggen:

Kvægmyggen spiser gødning, og andet organisk. Kvægmyggen bliver spist af en fugl, som igen bliver spist af en duehøg.

Naturpædagogiske aktiviteter i mit område kunne være:

Find blomster, blade, kogler etc. Lim dem på kort og tag evt. aftryk på karton af blade.

Finde dyr i og omkring bækken.  Fiskenet og spande medbringes. Undersøg dyrene, og tag billeder af dem, derefter kigger man i bøger og på nettet for at finde oplysninger om dem.

Jeg har valgt de naturpædagogiske aktiviteter ud fra, at vi skal vide, hvilke dyr og planter, der er i vores natur, og kende til deres levevis etc. Mange af de dyr man ser i en have, er dyr man støder på mange steder i den danske natur. Vi skal også via de erfaringer vi får i de naturpædagogiske aktiviteter derigennem være med til at passe på dyrene, og forstå dem bedre. Desuden er det også aktiviteter, der indbyder til socialt samvær i naturen, hvor man kigger på, hvad de andre har fanget/fundet, samtidig med, at man lærer af hinandens viden om dyrene/planterne.

 

www.naturstyrelsen.dk

www.naturfaget.dk

www.fugleognatur.dk

www.wikipedia.dk

www.haveselskavbet.dk

www.naturguide.dk

www.denstoredanske.dk

 

Bøger:

Politikens store fuglebog – Tommy Dybbro

Natur og miljø i pædagogisk arbejde - Lasse Thomas Edlev

Kom med ud i naturen - Marianne Pedersen

 Skovens dyr og planter – Peter Friis Møller

Natur og udeliv – Uderummet i pædagogisk praksis – Niels Ejbye-Ernst & Dorte Stokholm